Støtteforeningen blev dannet den 5. februar 2015. Den 6. februar kom der påbud fra Lolland Kommune om, at de lukkede svømmehallen. Vores arbejde har derfor været lidt op ad bakke. Det er nemmere at sælge og få penge ind til en åben svømmehal. I støtteforeningen tog vi den beslutning,
at vi vil gøre alt for at bevare og få vores dejlige svømmehal åben igen. Vi har nu i 3 uger arbejdet med at få samlet penge ind, fået mange medlemmer, donationer og sponsorater. Vi oplever en meget stor opbakning i lokalsamfundet. For at få svømmehallen åbnet igen, har vi brug for en ingeniørrapport, som fortæller os, hvordan vi kan sikre svømmehallen og få ordnet de påbud, som Lolland Kommune gav Rødby Svømmehal. Rapporten er ved at være færdig. Det ser umiddelbart ud til, at svømmehallen ikke er så slemt tilredt, som først meldt ud. Derfor har vi nu besluttet, at vi går igang med at renovere, så det sikkerhedsmæssige er i orden. Det anslår vi vil koste 500.000 kr. De penge har vi ikke helt endnu. Svømmehallen bliver desværre nødt til at være lukket under renoveringen, idet der skal sandblæses, og bassinet skal være tildækket. Det betyder, at svømmehallen formentlig vil være lukket i yderligere 2 måneder. Men vi kan ikke åbne svømmehallen uden støtte fra dig - tegn et medlemsskab for dig, din familie eller firma. Det er også muligt at donere et beløb. Dette tilbagebetales, hvis det helt mod forventning ikke lykkes at åbne svømmehallen. Vi har brug for alt.