Renoveringen af Rødby Svømmehal er i gang. Støtteforeningen har i planlægníngen taget
udgangspunkt i den rapport Teknologisk Institut har udarbejdet, hvor punkterne 7.1 - 7.4 har givet anledning til
de af Lolland Kommune givne påbud om lukning. For aflastning af dækket på hver side af bassinet, skal trækonstruktionen på langsiderne og i ingeniørgangene forstærkes. Dette funderingsarbejde er godt i gang. Begge svømmebassiner afdækkes, inden der opsættes en støvvæg mod vinduespartiet mod vest. Det gamle vinduesparti tages ud, selve stålkonstruktionen sandblæses, rustbehandles og isoleres, inden et nyt vinduesparti kan sættes ind. Bestilling af vinduespartiet sker gennem XL-byg i Rødby. Der forventes udsendt opgavebeskrivelse senest torsdag den 12. marts med henblik på at indhente tilbud fra lokale håndværkere. Støtteforeningen har i dag sammen med en repræsentant fra svømmehallens bestyrelse været til møde med Lolland Kommune repræsenteret ved direktør Bjarne Hansen samt medarbejdere fra byggemyndigheden, der senere skal vurdere det udførte arbejde med henblik på en godkendelse, der betyder, at påbuddet ophæves og svømmehallen kan åbne. På mødet blev ingeniørrapporten gennemgået af ingeniør Lars Garde Rasmussen fra AJ-Consult, og der blev spurgt fint og interesseret ind til rapporten. Som konklusion på mødet blev der ikke fra kommunens side rejst indvendinger mod den fremlagte rapport, hvorfor støtteforeningen fortsætter arbejde med at få svømmehallen åbnet forhåbentlig omkring 1. maj 2015. Dette er kun muligt, fordi vi har mødt en fantastisk lokal opbakning til at få vores svømmehal tilbage til gavn for alle borgere på Sydlolland.